I Danmark har vi mange højskoler, som hvert år byder unge og voksne mennesker inden for til spændende ophold med personlig, faglig og social udvikling. Hvis du er gymnastikinteresseret og i forvejen dyrker gymnastikken som en fast del af dit liv, så vil et ophold på en gymnastikhøjskole med ret stor sikkerhed være noget for dig.
Men måske kender du ikke rigtig så meget til livet som højskoleelev – måske kender du ikke nogen tæt på, som selv har gået på højskole og kan fortælle dig om det. Hvad går det ud på? Hvad får du ud af at gå på højskole? Og er der noget særligt ved en gymnastikhøjskole frem for en folkehøjskole?
I dette blogindlæg kan du få et indblik i de 7 overvejende grunde til at tage et ophold på en af Danmarks populære gymnastikhøjskoler, hvor du vil gennemgå en massiv og positiv udvikling på mange områder.
Til sidst i indlægget kigger vi lidt nærmere på 3 af Danmarks mest populære idræts- og gymnastikhøjskoler, som du selv kan dykke mere ned i, hvis du er interesseret.
#1 – Du vokser som person
Uanset om du går på en gymnastikhøjskole, en musikhøjskole eller en almindelige folkehøjskole, så vil du gennemgå en voldsom personlig udvikling under dit ophold. Som vi også kommer ind på i løbet af indlægget, så vil du både udvikle dine sociale sider gennem dit nye voksende netværk samt dine tekniske færdigheder – men alt sammen vil være med til at fremme din personlige udvikling i sidste ende.
Dette kan betyde en masse forskelligt alt efter, hvem du er, hvor gammel du er, og hvor i livet du befinder dig. Det kan være, du går fra at være genert til at være mere udadvendt. Måske opdager du nye interesser, du aldrig havde troet ville fange dig. Måske bliver du mere modig, fysisk stærkere, mere tolerant, åben eller kreativ.
Det er svært at vide på forhånd, da det er dybt individuelt – men hvis du tager en snak med nogen, du kender, som selv har gået på højskole, så vil de med stor sandsynlighed kunne fortælle om de forskelle og ændringer, de selv har kunnet mærke på det personlige plan efter et ophold på højskole.
#2 – Du bliver en dygtigere gymnast
Som gymnast får du sat turbo på din tekniske udvikling, når du går på en gymnastikhøjskole. Alt fra spring til rytme og dans bliver en fast del af dit daglige skema. Og når du kommer til at bruge så mange timer på gymnastikken, som det er tilfældet, når du går på højskole, så kan du ikke undgå at mærke hurtige forandringer.
Du vil formentlig kunne se en forskel på dine tekniske færdigheder inden for gymnastikken allerede efter et par uger – og hvis du går der i tre måneder eller måske et halvt år, så vil du være rykket meget, når du er færdig.
På de danske gymnastikhøjskoler kan du også forvente et højt niveau i undervisningen, da skolerne hyrer nogle af landets dygtigste instruktører til opgaven. Du vil få undervisning i alt fra spring og rytme til redskabsgymnastik, som alt sammen tager udgangspunkt i dit individuelle niveau.
Foruden den tid, der er afsat til undervisning i dagtimerne, så har du også en pæn portion fritid på skolen, som du med fordel kan bruge på at træne yderligere, hvis du har lyst. Du finder oplagte spring- og rytmefaciliteter på de fleste danske gymnastikhøjskoler, så du har alt det nødvendige udstyr og redskaber til rådigheder 24 timer i døgnet.
#3 – Du får et større og stærkere netværk
Hvis du spørger tidligere højskoleelever, hvad det allervigtigste er, som de har taget med fra deres højskoleophold, så vil 9 ud af 10 formentlig svare noget i retningen af ”Nye venskaber”, ”Større netværk” eller ”Mit livs kærlighed”.
Det kan lyde lidt som en cliché, men clichéer har det som regel med at opstå og eksistere af en grund, og denne er ingen undtagelse.
Du kan ikke undgå at blive præsenteret for nye venner, bekendtskaber og måske endda romancer, når du tilbringer så lang tid sammen med 50, 100 eller 200 andre unge mennesker, som alle sammen brænder for det samme som dig.
Du vil komme til at dyrke dit netværk på en helt ny måde, end du hidtil har været vant til – særligt fordi, du kommer til at dyrke en af dine største passioner sammen med ligesindede i så mange af døgnets timer. Det skaber grobund for fællesinteresser, som så kan udvikle sig yderligere til nye interesser.
De fleste gymnastikhøjskoler har også en del internationale elever, der kommer fra lande rundt om i hele verden – dermed har du også mulighed for at nye venner uden for Danmarks grænser. I fremtiden kan det i praksis måske betyde, at du altid har en gæsteseng til rådighed i Norge, Japan eller Brasilien.
#4 – Du lærer om fremmede kulturer på tæt hold
Som nævnt ovenfor, så vil du opleve, at de fleste gymnastikhøjskoler har en bred sammensætning af elever, hvad angår nationaliteter. Det er klart, at Danmark vil være overrepræsenteret, men det er ikke usandsynligt, at op mod 10-20% af eleverne kommer fra de øvrige skandinaviske lande eller fra mere eksotiske steder såsom Afrika, Asien eller Sydamerika.
Og når du blander nationaliteter fra hele verden på den måde, så kan du heller ikke undgå at få én stor pærevælling af forskellige kulturer. Du vil pludselig opleve dig selv sidde og forsøge at skrive dit eget navn på kinesisk eller øve dit gymnasiespansk med din roomie fra Costa Rica.
Denne sammenblanding af nationaliteter og kulturer er en suveræn måde til at udvikle dig selv som menneske. Du får ikke blot nye bekendtskaber fra hele verden, men du får også et jordnært indblik i fremmedkulturer, som kan lærer dig nye måder at forstå andre mennesker og befolkningsgrupper på.
Sagt på en anden måde: Du har aldrig tænkt to gange over at hælde brun sovs på dine kartofler, men pludselig skal du til at forklare din afrikanske eller japanske sidekammerat ved aftensmaden, hvorfor vi danskere egentlig altid bruger sovs og dressing på vores mad – for det er jo noget underligt noget?
#5 – Du keder dig aldrig
Når du går på højskole, så er der altid noget at lave. Bogstaveligt talt. Selv hvis du vågner kl. 3 om natten og ikke kan sove længere, så kan du træne dine baglæns saltoer i skolens springcenter eller dine overarme i fitnesslokalet.
Og på alle andre tider af døgnet, hvor dine kammerater fra skolen også har fået åbnet øjnene, så har du altid en person i nærheden, der er frisk på et brætspil, en kop kaffe eller noget helt tredje.
Når du er omgivet af spændende unge mennesker, så har du altid en direkte inspiration til noget interessant at tage dig til lige ved hånden.
Dagtimerne og til tider aftentimerne er som regel også spækket med interessante fag, udflugter, foredrag eller andre fysiske aktiviteter, som du kan deltage i og udvikle dig selv fagligt såvel som personligt.
Så længe du ikke isolerer dig fuldstændig på dit værelse, så kommer du aldrig til at kede dig på en højskole – selvom der selvfølgelig også er plads til at søge lidt ind i dig selv og få noget stille alenetid på værelset med en bog, en serie på computeren, eller hvad det nu måtte være.
Efter et ophold på en gymnastikhøjskole, så vil du ikke kun have haft det sjovt og hygget dig med de interesser, du medbragte til skolen – du vil også have været præsenteret for en masse nye og spændende aktiviteter, du måske aldrig havde prøvet før, og som vil forfølge dig resten af livet.
#6 – Du opdager nye sider af dig selv
Lidt i tråd med nogle af de foregående afsnit her i indlægget, så er det også værd at nævne, at du ret hurtigt kommer til at se dig selv, din personlighed og din interessesfære på en ny måde, når du begynder på en højskole.
Det kan hurtigt mærkes på interesseområdet; du har altid dyrket springgymnastik, men pludselig opdager du gennem skolens fag eller din roomies interesse, at du faktisk også synes, at parkour, fodbold eller sportsmassage er ret så spændende.
På det personlige plan har du måske førhen været lidt indadvendt eller måske i hvert fald meget tilbageholdende og observerende. Og pludselig er du tvunget ud i spændende fællesskaber og nye bekendtskaber, og du opdager, at du er meget mere socialt anlagt, end du ellers gik rundt og troede.
Det kan være, du får ansvaret for at afholde en workshop eller undervise dine kammerater i lige præcis den type gymnastik eller en hobby, som du brænder mest for – og så skal du lige pludselig til at stå og fortælle og lære fra dig og finder dermed ud af, at du kunne du egentlig ret godt lide.
Der er så mange områder af dit personlige liv, som bliver påvirket positivt af at gå på højskole, og i særdeleshed en gymnastikhøjskole, hvor du kan dyrke din interesse og udvikle den i topfart.
#7 – Du får adgang til spændende fag
Hvis du hører ordet ’højskole’ og med det samme tænker guitarspil og sang rundt om lejrbålet, eller måske endeløs fællessang fra højskolesangbogen, så kan du heldigvis godt tro om igen. Selvom disse traditioner er tilstede, hvilket du også kommer til at sætte pris på, så er højskolelivet så meget mere end dét.
Særligt den dag i dag er der kommet mange spændende fag på skolernes programmer. Og når du vælger en gymnastikhøjskole, så får du adgang til en bred vifte af relevante linjefag og valgfag, du kan bruge til at udvikle dig selv som gymnast.
Herunder ser du konkrete eksempler på gymnastikrelaterede fag fra nogle af Danmarks gymnastikhøjskoler:
- Spring
- Rytme
- Dans
- Parkour
- Tumbling
- Ballet
- Kampdans
Disse er blot en lille håndfuld eksempler, og du kan dykke mere ned i de enkelte skolers udvalg af fag ved at besøge den pågældende skoles hjemmeside.
Foruden gymnastikfag, så finder du også mange andre spændende fag på højskolerne. Det kan være fag, som ikke direkte er med til at udvikle dine tekniske færdigheder som gymnast, men som til gengæld kan give et anderledes præg på din personlige udvikling.
Vi har fundet nogle af de mest og mindst almindelige fag fra gymnastik- og idrætshøjskoler til dig herunder, så du har en fornemmelse af, hvad du kan forvente:
- Brætspil
- Praktisk fag
- Knivværksted
- Svømning
- Fitness og sundhed
- Verden og Mig
- Sang og fortælling
- Yoga
- Snowboard
- Dykning
- Bouldering
- Samfundsfag
Igen er der her kun tale om et lille udpluk af det samlede udvalg, og du kan med fordel gå på opdagelse på skolernes egne hjemmesider. I det efterfølgende afsnit kommer vi kort ind på nogle af de mest anerkendte og eftertragtede gymnastik- og idrætshøjskoler herhjemme i Danmark.
Gymnastikhøjskoler i Danmark
Der findes mange gymnastik- og idrætshøjskoler i Danmark, og endnu flere almene højskoler generelt set. Derfor kommer vi heller ikke ind på dem alle på denne liste, men vi har udvalgt tre af de absolut mest populære skoler for gymnaster eller andre, som er interesseret i fysisk udvikling.
#1 – Gymnastikhøjskolen i Ollerup
Gymnastikhøjskolen i Ollerup, eller ’Ollerup’ som den også kaldes blandt gymnaster, er Danmarks første af sin slags. Den blev stiftet tilbage i 1920 og ligger i smukke omgivelser med bakke og skovområder i Ollerup lige ud for Svendborg på Sydfyn.
Ollerup er en decideret gymnastikhøjskole og altså ikke en idrætshøjskole i al almindelighed. Selvom skolen tilbyder valgfag med bl.a. boldspil, så er det primært spring, rytme og dans, som er i fokus på den sydfynske højskole.
Ollerup højskoles udvalg af linjefag:
- Spring
- OllerupRytme
- Dans
- Parkour & Freerunning
- Politi
- Fitness & Sundhed
- OllerupHubster
Vejledende priser for ophold på Gymnastikhøjskolen i Ollerup er 36.210 kr. for et efterårssemester på 18 uger eller 45.770 kr. for et forårssemester på 24 uger.
#2 – Gymnastik og Idrætshøjskolen Viborg
Gymnastik og Idrætshøjskolen Viborg er en kombineret idræts- og gymnastikhøjskole og tilbyder derfor en række andre linjefag end Ollerup. Til gengæld er udvalget af gymnastikrelaterede fag også en anelse mindre, men hvis du brænder for andre idrætter end gymnastik, så kan Viborg være et godt bud.
Gymnastik og Idrætshøjskolen Viborg er en folkehøjskole, som blev grundlagt tilbage i 1951, og den gik oprindeligt under navnet ’Gymnastikhøjskolen ved Viborg’. Navnet blev ændret i 1997, hvor også ordet ’idræt’ blev tilføjet til navnet.
Viborgs udvalg af linjefag:
- Adventure
- Beachvolley
- Boldspil
- Dancefit og yoga
- Dans
- Friluftsliv
- Kajak
- Kajakpolo
- Klatring
- MTB
- Rough’n tough
- Rytmisk gymnastik
- Ski og snowboard
- Spring
- Styrketræning
- Svømning
- Svømning/livredning
- Triathlon svømning
- Volleyball
Viborg tilbyder en række forskellige pakker med ophold á varierende antal uger. Den dyreste pakke koster vejledende set 54.770 kr. og dækker et ophold på 26 uger om foråret.
#3 – Gerlev Idrætshøjskole
Den tredje og sidste højskole her på listen er Gerlev Idrætshøjskole, der, ligesom Viborg ovenfor, er en kombineret gymnastik- og idrætshøjskole. Skolen har derfor heller ikke et lige så stort udvalg af gymnastikspecifikke fag, som Gymnastikhøjskolen i Ollerup har, men til gengæld finder du også her et bredt udvalg af idrætsfag som linjefag.
Gerlev Idrætshøjskole blev stiftet i 1938 og var dermed samtidig den første idrætshøjskole på Sjælland. I dag er særligt parkour er i højsædet hos Gerlev, som også er indehaver af verdens allerførste parkourpark. I parkourparken afholder Gerlev Idrætshøjskole hvert år International Parkour Gathering, som har deltagende gæster fra hele verden.
Gerlevs udvalg af linjefag:
- Basketball
- Beachvolley
- Bouldering
- Crossfit
- Dans
- Dykning
- Fodbold
- Freeskiing
- Idrætsakademiet
- Natural Move
- Outdoor
- Parkour
- Politiforberedelse
- Snowboard
- Travel to Move
- Yoga
Prisen for at gå på Gerlev Idrætshøjskole svinger afhængig af en række variabler og tilvalg (hvilket også er gældende for de to førnævnte højskoler) – som udgangspunkt er ugeprisen 1.595 kr. vejledende set, hvilket svarer til 28.710 kr. for 18 uger. Dette dækker kost, logi og undervisning og tager altså ikke højde for tilvalg og rejser.
Seneste kommentarer